top of page

Tonfall er en platform for tværæstetiske samarbejder,  der tager udgangspunkt i den klassisk skolede stemme, kroppen og nervesystemet.

Foreningen blev grundlagt i 2024 af Annemette Pødenphandt, som er tonfall´s kunstneriske leder, ud fra et ønske om at skabe moderne, samtidsrelevant opera og musikalsk performance baseret på den personlige historie og erfaring, inspireret af strømningerne i litteraturen og performancekunsten - “I det personlige ligger det universelle”.

Tonfall´s første forestilling blev den stedsspecifikke kammeropera Hvileløs, som blev skabt i et særdeles frugtbart samarbejde mellem Annemette Pødenphandt - sopran/komponist/librettist, Helene Kvint - dramaturgisk konsulent/iscenesætter og Alex Mørch - lyskunst. 

Dette samarbejde ønsker vi derfor at fortsætte i tonfall´s næste store projekt, som er på tegnebrættet.

"Tonfall kommer af det danske ord tonefald, som på svensk og tysk hedder tonfall og på norsk: tonefall.

Det er i stemmens tonefald og kropssproget at den virkelige information finder sted, undersøgelser har vist at under 10% af kommunikation udgøres af selve ordene.

Desuden er tonefald sammensat af de to ord tone og fald, hvorfor jeg associerer det med en faldende fornemmelse, en overgivelse til den tone som eksisterer i relation til min krop, indeni såvel som udenfor."

Tonfall´s arbejde hviler på de følgende fem søjler:

 

Den personlige historie

Gennem den personlige - musikalske - historiefortælling ønsker vi at sætte fokus på samtidsrelevante emner. Dét at kunne fortælle sin historie, giver én mulighed for at tage ejerskab over sin skæbne og skabe tilhørsforhold. Deri ligger en enormt helende kraft, og det mener vi verden har brug for. Ved at tale om tabubelagte eller oversete emner, gives andre chancen for at gøre det samme og nye muligheder for fælleskab opstår.

Den kollektive samskabelse

Som mennesker er vi sociale væsner og derfor giver det også mening at skabe sammen. Det fælles “ekstra” som opstår når en gruppe samles kommer hos tonfall til udtryk i et givet projekt. Med forskellige fagligheder repræsenteret kan vi inspirere og udfordre hinanden og skabe nyt. For at muliggøre dette vægtes det trygge arbejdsrum meget højt. Et rum, hvor der er plads til at “fejle” og prøve ufærdige ideer og skitser af.

Den kropslige erfaring 

Kroppen husker og kroppen taler hele tiden til os gennem mere eller mindre subtile fysiske fornemmelser som fx sitren, varme, mathed, ændret puls, knyttede næver m.m. Vejen til at forstå sig selv og andre går gennem kroppen. Som et grundlæggende princip læner vi os op af læren om nervesystemet og kroppens fysiologi i udviklingen af både musik, dramaturgi og iscenesættelse af vores forestillinger.

Den videnskabelige undersøgelse

Vi bestræber os på at have en nysgerrig og undersøgende tilgang til den kunstneriske praksis og baserer derfor også vores materiale på grundig research, som også inkluderer videnskaben. Vi anerkender at publikum berøres forskelligt og søger derfor altid at anskue et emne fra flere indgangsvinkler.

Det rituelle fundament 

Som moderne, individualistiske mennesker i den vestlige verden mangler vi ofte forbindelsen til noget større end os selv. Oprindeligt udsprang teatret af ritualet og idag, hvor religion mange steder er under pres af forskellige årsager, ønsker vi at tilbyde et ritualiseret rum, hvor der er plads til livets store eksistentielle spørgsmål, og til at skabe nye og bæredygtige fortællinger om os selv som mennesker og vores fælles fremtid.

Hvileloes_1779_30x20cm.jpg

Performance konsulent: 

Cath Borch Jensen

 

Tonfall´s bestyrelse:

Nini Julia Bang

Rikke Sofie Møller

Astrid Bern Hemmingsen

bottom of page